Vi passer børn i alderen 0-3 år, dog med mulighed for at blive hos os til I finder det rette tilbud til jeres barn efter det er fyldt tre år.

Vi brænder for at tilbyde børn og forældre et reelt pædagogisk pasningstilbud med høj faglighed.

Vi arbejder ud fra en forståelse af, at barnet udvikler sig i relationer, og at vores sted er en vigtig arena for barnets udvikling. Kvaliteten af vores relation til barnet og dets familie er af afgørende betydning for barnets trivsel og udvikling. Der skal være tillid og “god kemi” mellem os og barnets forældre.

Når jeres barn starter hos os siger vi velkommen til hele barnets familie og andre betydningsfulde mennesker i barnets liv. I praksis betyder det fx at søskende og bedsteforældre er meget velkomne til at være med til at aflevere og hente og deltage i fællesarrangementer.

Vi vægter tryg tilknytning, og en hverdag præget af nærvær, forudsigelighed, leg og relationer.

Vi tager på ture i vores dejlige park, Hasle bakker og er altid på jagt efter en spændende byggeplads, hvor vi kan se på alverdens køretøjer.

Vi er sammen med børnene hele dagen og vores samvær med børnene bliver ikke afbrudt af fx møder. Vi er på gulvet og på græsset sammen med børnene.

Vi læser, bygger duplo, danser, synger og alt muligt andet.

Vi bruger vores faglighed og erfaring til at støtte barnet i dets udvikling i samarbejde med barnets forældre.